EN LÆRER KOMMER I TERAPI

Kapitel 1

Mens Pippi leger sorgløs

En kvinde står alene på sit fine parcelhusagtige toilet. Hun forsøger nu at blive ældre i det samfund, som i alle ugeblade har proklameret, at alderdom alene er en følelse, en indstilling, en konstruktion. Det er som at have fingrene i ørene og synge lalalalala rigtig højt.

Mens Pippi leger uforandret og sorgløst på bibliotekerne, i boghandlerne og i børneværelserne, er kvinden til sin egen overraskelse gået i overgangsalderen og har forladt Peter Pans verden. Ude i virkeligheden viser det sig, at voksne piger er begrænsede, dødelige og på tynd is. De får hormoner, menstruation, p-piller, og Tommy er ikke længere en uskyldig legekammerat. Wannabe-Pippierne bliver automatisk forelskede, teenagere, gravide, utro, stemmeberettigede, skattebetalere, realkreditlånsejere, samfundsbevarere og nogens potentielle kærester, koner, mødre, døtre….med en 9-årig Pippi-hjerne. Mange får stress, depression, kræft, bliver skilt og går fallit.

Kvinden har endda vanvittigt valgt at blive lærer, fordi hun simpelthen ikke kan lade være. Hun kan lide friheden, barndommen, glæden, bøvlet, mulighederne, viljen, det kreative, det hårde slid og fællesskabet. Det er gået godt nok. Indtil en eller anden reform rammer og hun pludselig hopper rundt i Tshirt udenfor skolen. En eller anden eller nogen et eller andet sted bad hende pludselig om at være ekspert. Expert min bare røv, skreg det ublu i kvindens hoved, så hun for første gang blev helt forskrækket over sig selv.

Hvis der var noget, hun var ekspert i, så var det virkelig ikke at være ekspert. Hun var ikke skråsikker, troede ikke på, at der var universelle metoder-der-virker. Hun havde nok ydmyghed til at kunne møde eleverne. Uden at tro, hun var ekspert. Det var derfor hun kunne møde dem, som dem. Det var hun så til gengæld fænomenal til. Hun kunne se sammenhænge, meninger, forbindelser, forhold, formål, dilemmaer, paradokser, konflikter, deres menneske-lighed……..og  hun kunne være nærværende, åben, insisterende, til stede og stabil, netop fordi hun ikke var ekspert og specialiseret.

Men et eller andet bag et skrivebord mente pludselig, at læring var blevet synlig, at der fandtes metoder-der-virkede i hendes undervisning og at en matrix med 3000 læringsmål x 5 læringsstile, kunne sikre kvaliteten. Hvem i al verden havde fået den ide, at hun sådan videnskabeligt kunne se ind i hovederne på eleverne, skulle og kunne planlægge præcis, hvad der skete i undervisningen og kunne vide, hvad der ville ske i elevernes fremtid? Hvor himmelråbende dumt var det ikke! Det skulle man jo ikke være uddannet lærer for at vide var totalt umuligt. Det kunne enhver med lidt sund fornuft og livserfaring forstå, var utopi og ønsketænkning.

Men måske skal man netop være nyuddannet lærer for at bilde sig selv ind, at læring er synlig og at, der i undervisningen findes metoder-der-virker med sikkerhed. Intet menneske kommer jo på den ide af sig selv. I de sidste år havde hun siddet på kommunale kurser i det rene vås & vrøvl. Hvor dumme troede de lærere var? Og hvem var egentlig ”de”?

Kapitel 2

Potentielle distriktspsykiatri-scener

Kvinden holder fast i vaskekummen og mærker den voksende flok af karrierefixerede og reformivrige mellemledere og forskere, som en trykken på brystet. Hun ved godt, hvorfor hun er endt i sit eget personlige ”toilet”, hvor der ikke længere er øst, vest, syd og nord, kun et enerverende iltfattigt op og ned! Det er tidsånden.

Efter et stykke tid går det langsomt op for kvinden, at hun er til grin. Hun har forsøgt at kontakte sin fagforening. Skulle hendes forklaringer have gjort indtryk på den? Den tanke er jo historisk morsomt. Hvor latterligt er det ikke, at en hidsig humanistisk kvinde i overgangsalderen tror, at fagforeningen skal beskytte hende. Jeg må le, som adlen sagde. Hun har jo skrevet gotisk på et halvt hundrede sider med hendes selvhøjtidelige forsøg på at tale om fornuft, pædagogik og rimeligheden af hendes arbejdsmiljø. Det er nu old-school. Hun har ret til en bestemt løn og ergonomisk skrivebord, men ikke til at være lærer og faktisk undervise. For nu er hun ekspert og skal implementere læringsarenaer og facilitere læringsprocesser med en eller anden powerpoint som central manual.

Kvinden forsvinder, i sig selv, der er ikke noget ydre formål længere. Hun er ikke opdraget til at pille i sin egen navle. Måske er det nødvendigt at lære det nu. Hun har 20 år til pensionen, så hun må til psykolog. Hun må få styr på det der ansvars-insistering, hun ikke kan fralægge sig. Den der sandheds-fixering. Hun må op på den plettede hest, ikke for at ride ud i naturen, men for at følge med tiden. Hun må have fortiden, personligheden og kaldet afmonteret på en eller anden måde. Ellers kan hun ikke arbejde i et moderne samfund styret af excelarker og manualer. Hun skal kunne planlægge, registrere og dokumentere sit arbejde i de rette programmer. Det er det, hun nu skal på sit arbejde…..det er det, hun er ansat til.

Hun har jo en masse mellemledere, der afhænger af, at hun følger med tiden. Ellers vil de virke overflødige. Deres status afhænger af, at hun tager dem alvorligt. Hun er der for at holde dem oppe, bære dem oppe, holde dem i gang. Hun er en forklædt arbejdsgiver, uden status, uden sprog. Så hun skal lære at være ligeglad. Med det hele. Være mindre kvinde. Mindre menneske. Hun må lære at ”sænke overlæggeren”, det vil sige at være kold i røven og mindre varm i hjertet. Hele samfundet afhænger af det. Købekraften, arbejdsløshedsstatistikkerne, uddannelsessektoren………

Kapitel 3

Wall of Shame

Den første psykolog sidder vandkæmmet i distriktspsykiatrien bag en kæmpe appel-fladskærm. Hun tror et øjeblik, at han ser fjernsyn. De sætter sig hen i to store læderstole om det hvide dråbeformede designerbord. Han ligner en studerende, der skal til eksamen. Kvinden snakker, hun har et øjeblik forvekslet ham med Tommy. Men til sidst konstaterer psykologen irriteret, at hun jo bare kan sige sit job op. Jamen hvor skal hun gå hen? Problemet er moderniseringsstyrelsens teknologiske styring af de offentlige institutioner. Det kan ingen jo flygte fra. Har han intet fattet? Inden hun går, beder han henkastet om 1000 kroner og peger hen på den blinkende dankortautomat. Hun har det lidt som om hun har været oppe hos skolens uddannelsesvejleder, og fået et skamfuldt ”IUP” noteret, ”ikke uddannelsesparat”.

Kvinden skifter til en nyansat psykolog i nabokommunen. Der indledes med anmodningen om betaling med det samme ”Man ved jo ikke nu om dage, folk er så ustabile”. Kvinden drejer rundt og tager et langt skridt ud ad døren, mens hun febrilsk prøver at placere de uduelige underlige vrangforestillinger om tillid og nærvær, som hun pådrog sig i ungdommen. Hun cykler hjem og sætter sig i sofaen. Psykologen skriver et brev til hende. Hun var under oplæring. Det kan ligne et undskyld. Kvinden hænger det på køleskabsdøren. Sådan noget bør egentlig indrammes. Som en historisk begivenhed, et trofæ, et bevis på, at der åbenbart er grænser. Grænser for den innovative sniksnak.

Nu ryger kvinden på et kommunalt bunke-stress-kursus sammen med andre stressramte sygeplejersker, pedeller og lærere. De sidder alle sammen i en nedlagt rådhuskælder i storkommunen, der er blevet til overs under kommunesammenlægningen. De stirrer det meste af tiden med spiral-øjne på en kæmpe powerpoint med stadier, pile og aforismer. Midt i den nyansatte powerpoints-psykologs usikre oplæsning af den centrale manual og alt det, der er opstillet på det hvide lærred, skal de alle aktiveres og i gang med fælles mindfullnessøvelser. Imens står projektoren og snurrer utålmodigt.

”Hovedet ned mellem benene. Forstil jer en skov, vælg et træ, mærk det, duft det, slik på barken…” remser stresskonsulenten pligtopfyldende op af manuskriptet, som kommunen har trænet hende i. Kvinden rækker hånden op og beder om at gå i gården. Så kører hun direkte hjem i egen have for at holde om et rigtigt træ. Der er kun naturen og en indre skingre pigestemme tilbage. Det er som verden gik i stå det sekund, hvor årstallet blev nulstillet, på nær to-tallet. Siden har verden været digital og al menneskelig kontakt umulig.

Så modtager kvinden igen et brev, denne gang fra kommunen. Kvinden har forladt det kommunale bunke-stresskursus, som hun er forpligtet på at deltage i. Hun er jo på offentlige ydelser. Hun printer brevet ud og hænger det op ved siden af psykologens undskyldning på the Wall of Shame.

Kvinden får nu generøs lov til at prøve en anden psykolog, fordi hun er så god med ord, når hun forklarer ”fastholdelsesagenten”, hvorfor hun kørte hjem. Hun kan forklare, hvorfor hun ikke kunne sidde i kælderen. Hun kan det der med sætninger. Hun kan sesam-sesam-luk-dig-op-koden. Det akademiske systemsprog. Problemet er bare, at ordene ingen steder fører hen. Hun samtaler ikke om noget, hun kommunikerer kun. Det er en isoleret ordudveksling, fordi der ingen steder er at komme til i virkeligheden, handling er ikke mulig. Der er kun et hav af psykologer, der som gribbe venter på kommunalansatte ådsler, der kan betale deres husleje og rejser til Bali. Her kommunikeres der også. Uden det fører noget som helst sted hen. Mens tiden går og fastholdelsesagenten på sygedagpengekontoret kan afkrydse i feltet, at kvinden ”Er i behandling” Så alt er sårer godt, set med Excel-briller.

Ingen i kommunen stiller spørgsmål om de nye moderne præsters pris. Lidt terapi er godt og meget er bedre. Psykologer kan kun være sunde for folket. Det er ligesom æbler, der kan ikke spises nok. Den næste bor i et lille træhus nede ved den nye rundkørsel i byen. Byggestilen skal udstråle menneskelighed, meddeler han stolt, huset er en del af konceptet. Hun sætter sig i en stol med et hjemmehæklet tæppe i farvestrålende firkanter, som skulle der optages en cowboyfilm. Formålet er uanset farvevalg og koncept altid det samme, så kvinden betaler forud for en dobbelt-time på dankortmaskinen. En dobbelttime er vigtig som opstart, siger sheriffen. Hun betaler og siger nogle ord om det at undervise og være lærer. Om ikke længere at kunne gøre det og være det, altså på den ordentlige måde.

Dankortautomaten står og blinker mellem dem under hele ”samtalen”. Hun føler lidt, at hun har betalt for at få det hele ud af munden, så det ikke rådner op inden i hende. Men manden med stjernen springer straks op og fyrer løs. Han er blevet inspireret. Han har 7 års universitetsstudier og en personlig guru, så han ved besked. Han hopper rundt på gulvet, og taler engageret og personligt om reinkarnation, shaman-ånder og stjernetegn. Han har bestemt ikke sænket overlæggeren. Hans profession blomstrer uhæmmet, utæmmet og her kan enhver personlighed udfoldes ubegrænset, the sky is the limit…. Kvinden lugter stærkt af rådnet kål og hestepære, da hun cykler omtåget hjem.

Kapitel 4

Tag et varmt bad

Kvinden kandiderer til sidst til kommunens egen faste vip-psykolog, der bor ved Vesterhavet. Han sidder i indkørslen sammen med sin kone på en ølbænk, mens de ryger en cigaret. Konen er medindehaver af domicilet, fortæller de afslappet, så går de alle hjemligt indenfor. Konen er sekretær, så hun trisser ud i køkkenet for at lave kaffe, mens Vip-psykologen stolt skridter huset af sammen med kvinden hele vejen igennem det gennemrenoverede hus. De sætter sig i det enorme læder-arrangement foran den enorme obligatoriske fladskærm og psykologen kigger tilfredst direkte på kvinden. ”Det er vigtigt, at du ved lidt om mig først, at vi to opbygger en relation.” indleder han. Så taler han om sig selv.

Da konen kommer ind med en stempelkaffe, peaker manden i et stort koffeinflow, han taler non-stop om sig selv og slår Dyne-Larsensk ud med armene. Huset er både hjem og konsultation. Han er som en herremand, hvor høsten er bjerget. Han kan udfolde sin personlighed og gør en dyd af ikke at lege hvidklædt ekspert. Han er jo en privat virksomhed. En iværksætter af Guds nåde. En af hverdagens helte. Han er en af dem, der starter op selv og ikke blev en af de statsbetalte offentligt ansatte, der belaster systemet. Han er en af dem, der tager trykket af det offentlige og opbygger et liberalt erhverv. Og er frie. Han er fri.

Manden kan næsten ikke være i sig selv for velbehag. Da kaffen er kold, opsummerer og afslører VIP-psykologen et mirakelmiddel over for alle stressede, der ikke bare kan slappe af. ”Tag et varmt bad” siger han indtrængende på hypnose-måden. Kvinden, der nu er klistret fuldkommen fast til lædersofaen, sveder tran under mandens katatis. VIP-en fastholder sit dybe blik på kvinden, som om han har lavet en svær raketvidenskabelig udregning, der endte med tallet 3. Som er nyopdaget og altafgørende.

Kvinden glemmer helt, at det gik galt sidste gang, og sidste gang igen, og igen, hvor hun var til fødselsdag hos Tommy og Annika. Hun jager hele hovedet ned i lagkagen ”Jeg er pissetræt af, at kommunen bruger penge på dit hus, din fladskærm, din lædersofa……. i stedet for på alle de trofaste loyale fastansatte, der knokler ude på sygehusene, folkeskolerne og børnehaverne”. Flødeskummet ryger rundt i rummet. ”De ansatte kæmper ude på slagmarken og bliver skåret ned i antal, mens der kommer flere og flere af jer psykologer, der sidder varmt og trygt en-til-en med alle dem, der er væltet om ude på gulvet”. Hun gnider huller til sine øjne. ”og så beder I gudhjælpemig engagerede dygtige folk ude i marken, om bare at slappe af og tage et varmt bad”.

Gulvet ligner et snelandskab og kvinden smider småkagerne samme vej. ”Jeg har ikke noget karbad” slutter hun af og sidder der, som en vrangvillig Pippi, der har mistet humoren. ”Der er en god svømmehal herovre, med varme bade” svarer manden uforstående og praktisk, og peger beredvillig ud ad vinduet. Kvindens lagkagefjæs har nu et stort hul under næsen. Han mener det!

Hun kan ikke få luft. Fletningerne hopper og fregnerne er rødglødende. Er han idiot? Hun vælter de røde sodavand ”Åh et offentligt bad, det var da godt, det ikke er lukket, når hoben af terapeuter dræner ethvert kommunalt budget!” råber hun tilbage. Hendes tofarvede ben går som trommestikker. Det går bare ikke, for der er hekseforfølgelse og hun er i frontline. Hun ender bare med hænderne bundet på ryggen ude på nærmeste mose.

Kvinden springer ind på luksus-badeværelset, hendes nervebaner kortslutter og hun sidder på toiletbrættet med hovedet mellem benene, indtil alt er stille. Hun burde kunne skylles ud, eller ham. Da hun kommer tilbage til lædersofaen, kan den professionelle livsnyder med sit skarpe blik konstatere, at kvinden ikke er parat til terapi. ”Du er for vred”, siger han. Konen følger hende tavst ud som den luvede kone i Parasitterne.

Kvinden beder Vip-manden om en status, pr. mail. Hun kan ikke blive ved at forklare fastholdelsesagenten, hvad det er hun møder uden i Psykologi-land. Det vil kræve en ph.d til sidst. Han må også lave lidt for alle kommunens penge. Efter en uge kommer et brev fra domicilets sekretær om, at kvinden ikke er parat til terapi. Hun er ikke stabil nok. Brevet ender også på Wall of Shame.

Kapitel 5

Reform-parat.

Kvinden ringer til sidst udmattet til fagforeningen og får bevilliget en erhvervspsykolog i regionens hovedstad. Noget må hendes medlemskontingent kunne bruges til. Hende her identificerer straks kvindens problem som religiøs skyldfølelse. Kvindens far – Vorherre – har været skoleinspektør i hendes 70er-folkeskoletid, og det univers ser kvinden nu som ideelt. Det forhindrer hende i at komme videre. Kvinden sidder også fast i en forestilling om 80ernes lærerseminarier som selve paradis, den gang i forne tider, hvor læreren var en personlighed og læreruddannelsen nærmest en højskole. Derfor er kvinden ikke reform-parat. Hun danser jo stadig ballondans og kører knallert i plateausko indvendig.

Det vil kræve mindst fem ekstra timer, hvis de sammen skal lykkes med en transformation. Det bevilliges af fagforeningen. Mere terapi er altid bedre end mindre står der med usynlige bogstaver på latin over hoveddøren på alle nationens institutioner. Kvinden kører troligt de to timer til mekkaet hver anden uge. Psykologen har en udmærket grøn te og udsigt over det østlige hav. Der er terapi fra vest til øst, syd til nord, vægtilvægtæppe af individuelt kognitivt selvsving. Den pæne psykolog med den behagelige stemme er enig med kvinden i alt. Og har ondt af hende. Som lå kvinden i fosterstilling, og ikke var en vigtig medarbejder i en af statens demokratiske institutioner.

Til sidst opgiver kvinden terapien, for hun føler, at hun underviser psykologen, der synes det hele er ”så spændende”. Kvinden er åbenbart ikke i stand til at modtage terapi, kan ikke lade være med selv at undervise, sidder fast i det forældede erhverv. Så til sidst sætter hun sig i stedet foran terrassedøren i en gammel lænestol, hun har fundet i genbrugen. Der sidder hun længe og sniffer cigarerne fra 50’erne, der sidder fast i stoffet. Det er langt billigere og hun skal bare vente på den uundgåelige fyring. Befrielsen. ”Hellere miste arbejdet end arbejdsevnen”, har fagforeningen sagt mantraagtig i telefonen. Hold da kæft. Hende. Der troede, hun var nogen. Eller bare noget. En medborger, en resurse, en kvinde med erfaring, en offentligt ansat, en fagperson, en engageret lærer.

Kvinden er helt uden for psykologisk rækkevidde og har nu kun få overlevelseschancer. Hun har forsøgt at have ansvar og myndighed hele sit liv, og er blevet socialt handicappet af det. Hun har læst og uddannet sig, så de pædagogiske og filosofiske teorier står i kø i hendes hoved. Men det er alt sammen forældet, som hjulmagere, vægtere og natmænd. Hun har så svært ved at få fat i livet og er endt i en parallel tilværelse. En form for tids-skizofreni. Forestillingerne i hovedet og livet under fødderne hænger ikke sammen. Hun er nu en lang gang parallel-gående DDR-stat, der forsøger at styre hele kadaveret med en forældet verdensopfattelse. Hun har ikke indset, at jorden er rund.

Måske har hun læst for meget. Den gang man læste teorier, fordi de betød noget. Før ECTS-points. Når hun møder en psykolog i dag, møder hun kun metoder med ben og arme. Det er ikke muligt at møde et menneske længere, måske evner hun det efterhånden heller ikke. Hun kender jo godt psykologens teorier, hun kender godt kommunikationsstrategien, samtaleterapien. Så hun går i gang med at diskutere teorierne i stedet, selvom hun godt ved, at det er en dead-end på vej til psykologiens nirvana, hvor alt gå op i en højere enhed. Problemet er bare, at den harmoni er løgn og latin, og hun altid ender som medafhængig, der bare booster psykologen, fordi det er så rart at møde nogen at snakke med.